Når jeg har samtaler med forældre, lærere eller pædagoger omkring et barn, der fylder på en uhensigtsmæssig måde i familien eller i klassen, bliver jeg altid nysgerrig på, hvad der ligger bag barnets uhensigtsmæssige adfærd.
For grundlæggende er min erfaring som lærer, terapeut og supervisor samt min viden fra tilknytningsteorien og neurovidenskaben, at enhver uhensigtsmæssig adfærd er hensigtsmæssig for barnet, der udfører adfærden. Det er barnet med stor sandsynlighed ikke bevidst om, da det er en ubevidst overlevelsesmekanisme i forhold til den situation, oplevelse eller omstændighed, barnet står i, som gør det nødvendigt for barnet at passe på/beskytte sig selv.
Nogle børn reagerer udad med vrede, gråd, ligegyldighed eller griner på tidspunkter, hvor den voksne absolut ikke synes, det er andet end provokerende at grine. Alt sammen er strategier for at passe på sig selv, fordi situationen er svær at håndtere, hvilket har aktiveret barnets alarmberedskab.
Jeg møder ofte forældre og fagpersoner, der med lethed i stemmen kommenterer på de børn, der kan finde ud af, at være en del af familien eller klassefællesskabet på en hensigtsmæssig måde. De har gode relationer til børn og voksne, som de samarbejder med ved at gøre, hvad der forventes af dem. Heldigvis skyldes denne adfærd ofte, at barnet er trygt i sig selv og i sine relationer. Barnet har et sundt selvbillede.
Vi bliver dog nødt til at være opmærksomme på eventuelle alarmsignaler; om der oprigtigt er ro på, eller om det rent faktisk er barnets overlevelsesstrategi at forudse en situation og reagere ved at tilpasse sig og gøre alt for at undgå konfrontation eller at en situation bliver forværret.
Som en ung fyr for nylig sagde til mig i forhold til at have følt sig misforstået og ikke lyttet til gennem mange år: ”Jeg bliver nogle gange så vred, at jeg får lyst til at råbe og skrige og vælte alle møblerne. Men hvis jeg gør det, bliver situationen jo endnu værre. Så bliver stemningen ulidelig, og det vil jo være min skyld. Og så føler jeg mig bare endnu mere forkert og misforstået! Så jeg forudser deres (de voksnes) humør og forsøger ikke at fylde i skolen og at opfylde min mor og fars forventninger til mig. Så er der ro på – men ikke indeni mig. Jeg har det ad h…… til!”
Valget om at behage og tilpasse sig andres behov og glemme sine egne, sker ikke på et fuldt bevidst niveau. Det er en måde at ‘overleve’ ved at håndtere det, der ellers kan ende med at blive ens eksklusion af fællesskabet.
‘Vær venlig’- eller ‘logre’-reaktionen er udbredt og er en overset overlevelsesmekanisme til en eller flere voldsomme situationer, oplevelser eller omstændigheder. Her er det vigtigt ikke at definere ’voldsom’ ud fra ens egen virkelighed, for det er vidt forskelligt fra person til person, hvad man oplever som værende voldsomt. Men det er sikkert og vist, at børn generelt oplever stemninger og sansninger meget kraftigere, end vi gør som voksne – hvis de ikke har lukket ned for deres nervesystem.
Mange tror at psykisk vold er ligesom fysisk vold; bare uden næver. Det er det ikke – i hvert fald ikke altid. Psykisk vold er ikke nødvendigvis en forælder, der råber “møgunge” eller ”Gå ind på dit værelse, og du skal ikke komme ud mere i dag!”. I langt de fleste tilfælde er volden så subtil, at det kan være svært at få ordet “vold” til at passe til oplevelsen. Men et barn kan (ligesom voksne) nemt få små traumer (også kaldet ‘blå mærker’) af skæld-ud eller af at være i usagte og subtile stemninger, der truer barnets psykiske velbefindende – og dermed dets ’væren-i-verden’.
Som enhver overlevelsesreaktion; som at flygte, kæmpe eller fryse, er et ’venlig-’ eller ’logre’-svar en måde at håndtere en tilstand af fare eller potentiel fysisk eller følelsesmæssig fare. ’Venlig’-svaret er et meget komplekst svar at håndtere for de voksne, der er omkring barnet, da det omfatter en meget bevidst opmærksomhed på at sætte sig i barnets sted – altså være undersøgende på, hvorfor barnets har brug for at samarbejde hele tiden.
Et venligt svar er ikke det samme som empati. Sund empati er at være i stand til at “føle” sig ind i andre menneskers situation uden at miste sin egen selvfølelse og betydningen af egne behov. Med et venligt eller ’logre’-svar har man opgivet sin selvfølelse; sin følelse af sund identitet, og har i stedet påtaget sig et ansvar, som ikke er barnets at bære!
Denne overlevelsesreaktion er etableret på et tidspunkt, hvor det (oftest ubevidst) var nødvendigt at passe på sig selv, men i det lange løb betales en høj pris for det, da det bliver ens overlevelsesstrategi ind i voksenlivet. Heldigvis kan alle mennesker udvikle den tryghed, der skal til for at (gen)oprette balance i sit liv.
