“Halvdelen af alle unge oplever, at de mistrives, ifølge et nyt studie. Langt størsteden af befolkningens repræsentanter på Christiansborg mener, at løsningen på det problem er bedre adgang til psykiatri og psykologer! Dvs for halvdelen af alle danske unge mennesker. Bedre adgang til behandling…!?
Så længe vores indsigt som samfund ikke er større, kære unge menneske – og dine forældre – står I selv med ansvaret for at gøre op med en virkelig usund præstationskultur. Lyt til din angst og din udmattelse – stol på den. Hav modet til at respektere det, du får at vide af din krop og din medfødte visdom om dig selv. Hvad siger den om, hvad netop du har brug for lige nu og her?
Det kan være en kæmpe udfordring at træde udenfor det, man oplever som sit samfunds normer og forventninger og måske får man i første omgang kun sin værdighed i belønning for det, men det er jo heller ikke at kimse ad.
Og hvis halvdelen af alle unge går en mere menneskelig vej, ja så vil vores samfund uundgåeligt blive mere menneskeligt og menneskevenligt.
Ps. Jeg holder faktisk ligefrem med din angst og dine symptomer! De har så ret i alt det, de siger, og de skal ikke behandles, men tages imod med tak og respekt.”
Vise ord fra Anders Ørskov