Selvværd afspejler en persons overordnede subjektive følelsesmæssige vurdering af sit eget værd. Det er måden, et individ ser sig selv udefra.
Vi kan ikke elske en anden, hvis vi ikke elsker os selv. Jeg ved godt, at det lyder som en kliché, men lad os udforske det lidt nærmere.
Du har måske sagt til dig selv på et tidspunkt “Hvis bare denne person var sødere ved mig” eller “Hvis jeg havde følt mig mere støttet i den situation, jeg stod i, ville jeg have haft det godt. Så ville jeg have været i stand til at være en bedre udgave af mig selv.”
I vores underbevidsthed, projicerer vi vores indre tilstande udad, og vi forventer, at det vil løse vores problemer, hvis den anden ændrer sine måder at være eller handle på. Vi ender dog ofte med at stå mere såret eller ramt tilbage, når vi finder ud af, at det ikke var løsningen på vores problem.
Når vi som børn eller voksne oplever at blive nedgjort eller ikke føler os elsket, kan det skabe modløshed – især hvis det var noget, vi oplevede som børn, og hvis den psykiske vold foregik over lang tid. På et ubevidst plan kompenserer vi; enten ved at holde fast i smerten eller ved at gøre det modsatte – flygte fra den.
Hvis vi på grund af ovenstående har fået en følelse af at være uværdig og ubrugelig, har vi enten taget dette narrativ på os og sidder i kviksand til halsen på grund af det, eller vi har aktivt forsøgt at opnå det modsatte; at blive værdig, at blive elsket, at blive accepteret – at føle sig god nok, som man er. Mest sandsynligt vil vi bevæge os imellem disse to tilstande af ’flygt’ og ’kæmp’.
Vores søgen efter værdighed, projiceres altid udad, når den foregår på et ubevidst plan. Det kan komme til udtryk ved, at vi vil have ret eller være perfekte – eller at vi hele tiden vil forbedre vores udseende. Vi kan være besatte af, hvordan folk ser eller opfatter os, vi kan ønske prestige og anerkendelse, vi kan være overdrevent behagelige og kommer unødigt i diskussioner med andre.
Problemet med alle disse handlinger er, at vores forsøg på at finde løsningen uden for os selv, altid vil vise sig at være utilstrækkeligt. For vores søgen efter perfektion er en kompensation og et forsøg på at undgå netop den smerte, vi oplever på et dybere plan.
Når vi bliver bevidste om, at vores projektioner handler om vores eget manglende selvværd og ser, at vi ubevidst skabte disse projektioner ud fra et behov for ’overlevelse’, kan vi spørge os selv, hvad det modsatte af den projektion er.
Når vi leder efter accept, uanset hvilken måde vi projicerer det udad; hvad er det modsatte så? Er det, at vi på et dybere plan oplever en følelse af ikke-accept, en mangel på selvværd eller en følelse af uværdighed?
Prøv for en stund at holde dig selv dér og gribe ind i den smerte, du mærker af utilstrækkelighed og uværdighed? Ikke ved at drukne og miste dig selv i det, men ved at give dig selv lov til at mærke smerten over, at det er sådan, du har det.
Mens du gør dette, kan det være, at der er nogle minder, der begynder at strømme ind i forhold til, hvornår og med hvem disse følelser var til stede. Se nu, om du kan lade disse tanker komme og gå, men uden at give dem alt for stor betydning. Giv dig selv lov til at mærke smerten ved at møde såret og fornemmelserne i kroppen.
Du vil måske opdage, at der er en person eller flere personer i din fortid, som insisterende gav dig den følelse af utilstrækkelighed, følelsen af værdiløshed og følelsen af, at du var uelsket, og over tid har du internaliseret den stemme – den er blevet din egen indre kritiker.
Måske vil du, når du gennemgår denne proces, være i stand til at opnå lidt distance til det, der skete, og identificere det mønster, der er blevet så fastkoblet i dine tanker og i dit nervesystem. Måske har du brug for at tale med nogen om det, fordi du slet ikke kan mærke dig selv.
Dette lille rum, du i det øjeblik skaber af indsigt er vigtigt, da du kan bygge videre på det. Du kan se, at du ikke var forkert eller dum. Du fik bare ikke værktøjerne til at blomstre og stimulere din personlighed på en alsidig måde.
Hvis du bliver ved med at arbejde med disse følelsesmæssige mønstre og forbinder dig med de dybere lag af dem, vil du begynde at skelne mellem, hvad der virkelig er dit at bære, og hvad du har påtaget dig at bære, selvom det ikke var din opgave.
Når du har fjernet noget af den smerte, der er relateret til dette tema og de specifikke personer, bliver det tid til at begynde at give udtryk for dine grænser. At vise og italesætte sine grænser, hjælper med at give slip på byrden af det, der ikke er dit at bære videre, hvilket vil genskabe dit selvværd og selvbillede – og hjælpe med at mindske frygt og angst.