Når du søger bekræftelse fra andre, kan du nemt komme til at strække dig for langt. Du kan komme til at overskride dine egne grænser for at få den validering, du ønsker, og i processen kan du miste din fornemmelse af dig selv. ”Hvad vil jeg?” ”Hvad vil jeg absolut ikke?” ”Hvad vil jeg finde mig i?” ”Hvor går mine grænser?” ”Hvad er i orden, at andre forlanger, forventer eller kræver af mig?” ”Hvad mærker jeg i kroppen, når jeg bliver påvirket følelsesmæssigt på den ene eller den anden måde?”
At søge anerkendelse fra andre, har ofte rødder i vores kernefølelser fra vores barndom, hvor vi ikke blev bekræftet tilstrækkeligt i, at vi var elsket ubetinget, og at vi var gode nok, som vi var. Da dette behov for validering kommer ud af noget, vi oplevede i barndommen, vil enhver direkte validering, du måtte opnå nu, aldrig være nok. For grundfølelsen af ikke at være god nok, lever stadig i dig. Du vil mere sandsynligt være fokuseret på at få øje på, når du bliver afvist – eller måske holder du ubevidst følelsesmæssig afstand til mennesker, du holder af – i forsøget på at undgå selvsamme afvisning.
Når du strækker dig eller går for langt for at opnå en følelse af at være holdt af, kan du opfattes som falsk, fordi andre har svært ved at mærke dig, og din forventning om en kærlig, følelsesmæssig respons, kan være udmattende for dine omgivelser.
Når du ikke får den validering, du ønsker eller forventer for din indsats, kan du naturligt blive ramt og ked af det, og du kan ryge i den anden grøft, hvor du sætter meget markante grænser – alt sammen i et forsøg på at genetablere din fornemmelse af dig selv og for at mærke en form for værdighed på trods. Problemet er, at din reaktion vil være ude af proportioner, da den ikke nødvendigvis relaterer sig til personerne omkring dig eller omstændighederne, men mere til dit tab af grænser og dit behov for validering.
Ovenstående kan blive et cirkulært mønster, hvor du konstant bevæger dig mellem at opgive for meget af dig selv, efterfulgt af behovet for at genetablere dig selv og skubbe folk væk fra dig – efterfulgt af skyld og skam – og så tilbage igen til behovet for forbindelse, validering og overudvidelse af dig selv.
Når du først begynder at blive opmærksom på disse processer, fjerner det i sig selv noget af mønsterets vedholdenhed. Og hvis du kan se, at din kerneskade fra barndommen, er roden til din måde at agere på i dine nuværende relationer, kan du begynde at se det i øjnene og arbejde dig igennem det. Din cykliske reaktion med at overudvide dig selv, efterfulgt af at sætte en for stram grænse eller slå ud, kan begynde at aftage, efterhånden som du bevæger dig gennem de forskellige lag og får adgang til og behandler din kernefølelsesmæssige smerte.
