Livet er kort målt i tid rundt om solen

Måske har nogen af jer gennemskuet, at jeg er stor fan af Søren Huss. Han står helhjertet frem og taler om sit livs op- og nedture; om sårbarhed, om at føle sig elsket, om ikke at kunne gengælde disse følelser, om at føle sig forbundet, om angst for ikke at gøre det godt nok osv. Jeg bliver altid rørt til tårer, når jeg virkelig lytter til hans tekster, der er smukke og dystre på én og samme tid.

1. juledag skulle jeg køre min søn på 17 til lufthavnen, da han skulle til Norge for at besøge en efterskolekammerat. Da jeg kørte hjem efter at have sat ham af, kom jeg til at lytte til den sang, der hedder Undertiden, som er en forældresang, Søren Huss har skrevet til sin datter. Teksten kan tolkes som at den tematiserer forældres dårlige samvittighed over ikke at være til stede og nærværende i vores børns liv, mens tid er, fordi vi har for travlt med vores eget – og med vores egne holdninger, meninger, normer og burder, hvilket kan have den konsekvens, at ens barn lider afsavn derved.

Huss synger blandt andet: ”Hvis mine ord har bundet dine tanker, mine blikke formørket din dag; hvis mine tårer har stækket din begejstring, ta´r jeg dem tilbage.”

Senere synger han ”Dagene har vinger; jeg kan knapt nok følge med. Om et øjeblik så flyver du af sted om bag fjerne horisonter efter lykken og et kald”. Lige dér gik det op for mig, hvor paradoksalt det er at have et barn (i mit tilfælde min ældste søn), der er ved at flyve fra reden – ikke fysisk, men mentalt. Han har sit eget liv, sine egne meninger og holdninger, og han er ikke bange for at sætte spørgsmålstegn ved den måde, min mand og jeg lever, det vi mener, gør osv. Når jeg kan være objektiv, er det fantastisk og lige som det skal være. Men jeg kan samtidig blive ramt af en lille angst over, at det er slut med direkte at være med til at forme ham. Han er sin egen nu og fra nu af kan jeg blot støtte ham, hvis han beder mig om det – og være der, hvis han ønsker det. Men derudover kan jeg bare krydse fingre for, at vi har givet ham det med i sin livsbagage, som han får brug for fremadrettet. Det er altså angstprovokerende – og smukt. På én og samme tid!