I dag har jeg haft besøg af en skøn, ung kvinde, som jeg ikke har set i nogle måneder.
Første gang, hun kom hos mig, var hun nede i et stort, sort hul. Hun vidste ikke selv hvorfor, men hun følte sig tom og ked af det på én og samme tid.
Under samtalen dukkede fortællinger op om en opvækst, som blandt andet indebar at vokse op med en far, der var alkoholiker. Hun kunne tydeligt huske, hvordan hun som lille (vist nok som 4-årig), sad på trappen med sin dukke i hånden, når hendes far kom kørende ind i indkørslen. Herfra kunne hun se, hvordan han så ud, når han kom ind ad døren; hvilket humør, han var i; hvilken sindsstemning han tog med sig ind i huset.
Dette havde den nu unge kvinde ikke tillagt den store betydning, men hun blev opmærksom på, at hun gør det samme i dag – 25 år senere – med sin egen mand. Når han kommer hjem fra arbejde, kigger hun ud ad køkkenvinduet for at tjekke hvilken stemning, han er i. Rationelt set er det på ingen måde nødvendigt, og det giver på ingen måde mening at gøre det. Men hendes nervesystem er programmeret til, at det kan være risikabelt ikke at aflæse sindsstemninger, hvilket hun har taget med sig fra barndommen og ind i sit voksenliv.
Alt dette har den unge kvinde arbejdet stødt og roligt med, siden vi begyndte at tale sammen, og alt er begyndt at gå retning af et lettere liv, hvor hun oftest kan nå at stoppe op, inden hun handler på noget, der skete for mange år siden. Nogle gange kan hun endda grine ad sig selv, når hun tager sig selv i handle på noget i nutiden, der hører fortiden til.
I dag, da hun kom, var hun grådlabil og vidste ikke selv hvorfor, og til hendes store frustration, havde det igen noget med fortiden at gøre. Når man vokser op med en forælder, der ikke er følelsesmæssigt tilgængelig, kan det nemt komme til at sidde fastfrosset i éns nervesystem, at man ikke kan regne med andre; at man må klare sig selv. For hvis man som barn ikke har haft en voksen at læne sig op ad, når man var træt, sur eller ked af det, lærte man implicit at pakke sine følelser væk; at der ikke var plads til dem.
Den unge kvinde har i en periode været presset over forskellige udefrakommende ting, men har ikke stoppet op og mærket, at det var det, der skete. Der var ikke plads til (det var ikke legalt!) at stoppe op og mærke efter, så hendes underbevidsthed fortalte hende, at hun – ligesom da hun var lille – måtte pakke sine følelser væk. Det gjorde, at hun fik angstlignende symptomer, og det var derfor, hun kom i dag.
Under samtalen speed-talkede kvinden. Hun var oppe i hovedet på sig selv, da hun ikke kunne mærke sine kropslige fornemmelser. Jeg spurgte hende, hvad hun havde brug for for at stoppe op og tage det, hendes krop forsøgte at fortælle hende alvorligt, hvortil hun uden selv at lægge mærke til det, faldt helt ned i tempo og svarede: ”Ro”!
Et menneske som hende; et menneske, der har oplevet traumer på egen krop, har brug for ro for at kunne mærke, hvad der sker på indersiden. Det er ikke kun mennesker, der er ramt af traumer. Det har vi alle sammen brug for; Ro – for at kunne mærke os selv.
Barndomstraumer er ikke nødvendigvis en konkret hændelse, der er opstået ud af det blå, men er ofte gentagende oplevelser af og erfaringer med at føle sig ignoreret, misforstået, afvist af de mennesker, der om nogen skulle gøre alt, hvad de kunne for at forstå én. Mangel på tid, ro og nærvær med de betydningsfulde voksne (ofte forældre), der skulle være vores trygge base eller sikre havn. Fraværet af mennesker, vi kunne læne os op ad, når vi var overvældet af følelser, som vi forsøgte at navigere i som barn.
Mange oplevelser og erfaringer med at stå alene og at skulle klare sig selv, er nok til at sende vores nervesystem i alarmberedskab, så vi også handler derudfra som voksne, selvom vi nu er i nogle helt andre relationer og situationer – som måske ikke engang er farlige.